Om Stensvang

Stensvang består af to leve-bo enheder, der er sammenbygget af et dejligt Orangeri. Enheden til midlertidigt ophold til demente borgere ligger i centerbygningen.

I husene 87 og 89 (leve-bo enhederne) er der opholdsstue og køkken/alrum til fælles benyttelse. Derudover er der 10 lejligheder, hver på ca. 45 kvm. I hver lejlighed er der stue-/soveafdeling (som kan opdeles med et flytbart skab), badeværelse, tekøkken og en lille terrasse.

I centerbygningen er der dagcenter, café og træningsfaciliteter, som lokalområdets pensionister er meget velkomne til at benytte. Der er endvidere en fællessal, som flittigt bruges til forskellige arrangementer. Fællessalen kan benyttes af Stensvangs beboere i forbindelse med fødselsdage og andre mærkedage.

Stensvangs eget køkken laver mad til caféen.

Stensvang er et leve-/bo-miljø, hvor vi har fokus på hjemlighed, hverdags liv og på den enkelte beboer. Vi lægger vægt på, at beboerne har indflydelse på deres eget liv, og at hverdagen er præget af tryghed og livskvalitet. Hverdagen foregår omkring den enkelte beboers vaner og behov. De almindelige gøremål som fx madlavning, tøjvask, rengøring sker i samarbejde mellem beboer og personale i det omfang, beboeren ønsker og magter det. På Stensvang inddrages de pårørende, så vidt muligt, i beboernes dagligdag.

Det nybyggede Orangeri fra 2016 er stort, lyst og lunt allerede fra de tidlige forårsmåneder. Det er en langvarig og spændende opgave at opbygge en orangerihave, men vi er kommet godt fra start.

Plejecenter Stensvang hører til Område Vest i Vejle Kommune.